CPU står for Central Processing Unit. I Danmark vil du dog ofte opleve, at enheden bare bliver kaldt for en processor. En CPU sidder på en chip. Det er CPU, der står for alle beregningerne i en computer. Med andre ord kan du altså sige, at CPU’en er motoren, der sørger for at få al data rundt i computerens system.
Hastigheden på en CPU bliver angivet i Hz, som er en forkortelse for Hertz. Hastigheden dækker over, hvor mange regnecyklusser CPU’en kan gennemføre pr. sekund. I dag bliver CPU-frekvenser angivet i gigahertz. Tidligere blev frekvenserne angivet i megahertz.
Du kan ikke få et fyldestgørende svar på ”Hvad er en CPU?” uden at høre om kerner. Inde i en CPU findes der en såkaldt kerne. Det er dér, hvor alle beregningerne bliver foretaget. Engang havde en CPU blot én kerne, men i dag har en CPU oftest flere kerner. Nogle CPU’er har faktisk over 22 kerner i deres servermiljø.
Når en CPU har flere kerner, stiger dens ydeevne. Det er fordi, at CPU’en kan fordele sine opgaver ud på flere kerner. Det kræver dog, at computerprogrammerne er designet til at køre på flere kerner. Hvis du selv kører flere krævende computerprogrammer på én gang, er flere kerner helt klart en fordel. Her kan din computer nemlig selv fordele opgaverne på de respektive kerner.